12-11-2009
Lars Bek Jensen giver en kort introduktion til tre hovedområder der bør overvejes ved etablering af lager.
Første spørgsmål, man må stille sig, når der skal etableres lager, er: hvad bliver lagerets omfang, størrelse og placering? Et strategisk lager retfærdiggør et større lagerhold end et operationelt lager. Strategiske lagre er fremherskende inden for fx møbler og nonfood, hvor man er afhængig af store indkøb på det rette tidspunkt. Kun sekundært er man interesseret i lagerets omsætningshastighed. Det gør det svært at beregne størrelsen på lagerbeholdningen. Det kan man derimod ret præcist for operationelle lagre. Operationelle lagre fokuserer på balancen mellem servicegrad og lagerbeholdning eller med andre ord: hvor lidt kan vi have på lager og stadig have en tilfredsstillende servicegrad – typisk tilfældet i grossistvirksomheder.
Mange større virksomheder begrunder flere decentrale lagre med opretholdelsen af høj servicegrad bl.a. fordi man ser sig bedre i stand til at servicere kunderne lokalt. Men reelt er de begrænsede lokale lagre ikke i stand til at levere det efterspurgte med deraf følgende tidskrævende, interne flytninger eller udskydelse af leveringstiden.
Vi tror, at man i Danmark med den begrænsede størrelse og fine infrastruktur ikke længere har brug for decentrale lagre for almindelige virksomheder. Centrale lagre kan generelt løse samme opgave med en væsentligt mindre lagerbeholdning og vil kunne berettige automatisering og effektivisering.
Andet spørgsmål er, hvorledes man ønsker at organisere og automatisere. Veldrevne lagre arbejder papirløst og omkring et dedikeret lagerstyringssystem eller WMS (Warehouse Management System). Man bør lade WMS forudberegne volumen på udgående ordrer og derefter plukke varer direkte i den udgående emballage og undgå et decideret pakkeri, hvor varerne håndteres anden gang. Med et velfungerende WMS og fornuftig lagerindretning kan man komme langt i effektiviseringen. Virksomheder med mere omfattende flow og volumen kan overveje automatiske løsninger. De forskellige, automatiske løsninger passer ikke altid til virksomhedens fulde sortiment. Derfor kan det være nødvendigt at kombinere flere løsninger for at skabe et lager, som kan klare hele opgaven effektivt – fx vil en varegruppes flow typisk afgøre, om automatiske løsninger giver mening.
Det endelige valg vil ofte afhænge af, hvor lang en levetid man regner med for lageret. Er levetiden mere end fem år, kan automatisering sandsynligvis forsvares økonomisk, da investeringen med rimelighed kan forventes at komme hjem igen.
Tredje spørgsmål, som må besvares, er lagerets layout. Layoutet af et lager er ikke sjældent en direkte udløber af, om lageret automatiseres eller ej, og den samme opgave kan som regel løses på flere måder. Som udgangspunkt kan man vælge udstyr og layout efter varernes dimensioner og frekvens, men også elementer som FIFO-krav og værdivarer kan være afgørende faktorer.
Brandforhold har en væsentlig betydning for lagerindretning og valg af bygning. Især ved overvejelser omkring højlagre over otte meter generelt samt specifikt ved højlagre over 25 meter, som er et ureguleret område, er det stærkt tilrådeligt at involvere erfarne rådgivere.
Læs artiklen Ny lovgivning om højlagre efterlyses »
Ved design af lageret er der samtidig en række ergonomiske forhold at tage stilling til. Arbejdstilsynet har eksempelvis særligt fokus på arbejdsforholdene ved enkeltløft på over 15 kg, daglige, samlede løft på over seks tons samt ensidigt gentaget arbejde.
Synes du artiklen var nyttig? Tilmeld dig vores NYHEDSBREV, som udkommer ca. hver 3. måned og bringer nyheder om lager og logistik .
|
|
Vil du vide mere? Kontakt: Lars Bek Jensen Mobil: 2120 0666 E-mail: lbj@langebaek.com |
Læs Langebæk:log nr. 6.
Actebis, Signal, Biva, Bjarne Egedesø og Matas har oplevet, at en styrkelse af logistikfunktionen er et godt fundament for vækst. Sygehusene kan bruge de samme principper - side 8:9.
Side 14 omhandler grøn teknologi i Københavns Lufthavne og 55% effektbesparelse på visse transportbånd.
Klik på forsiden for at åbne i pdf-format.
Langebæk Logistik A/S Gydevang 24 DK-3450 Allerød CVR 16583847 Telefon +45 44 95 55 55 info@langebaek.com